For lidt over et år siden, havde min mormor en blist (troede hun) bagerst på tungen. Da den efter noget tid begyndte at irritere hende, valgte hun at gå til lægen med den, hvor hun skulle igennem en del undersøgelser for at få tjekket hvad det var. D. 23. december sidste år fik hun svar fra lægen og det viste sig at det var kræft! Tror i lige man var i julestemning den 24.?? På ingen måde, men ingen af os ville have at det skulle gå ud over julen, så vi lagde det til side den aften, og holdte juleaften som vi havde gjort alle de andre år.
Så skulle hun finde ud af hvordan hun ville kureres, det endte med at hun valgte stråling ligesom sidste gang hun havde kræft, det kendte hun til, og kendte processen. Sidste gang hun havde det, gik jeg i børnehave, hvor hun stadig kom og hentede mig 1 gang om ugen som hende og min morfar altid gjorde, selvom hun var i behandling og drænet for energi. Så jeg var jo sikker på at denne gang vi blive ligesom sidste gang, det troede alle de andre også, men vi tog helt fejl. da hun startede behandlingen, havde vi ingen idé om at det ville blive en så lang proces, som det blev.
I sommerferien var hun færdig med stråling og vi var glade. Så måtte hun da være rask?? Desværre begyndte hun at bløde fra såret pga. stråleskader ikke særlig godt, så hun blev indlagt på sygehuset. Ikke nok med det, fik min morfar lige inden 2 diskusprolapser i ryggen, så han måtte hverken køre bil eller overandstrænge sig. Not a good time! Vi tog afsted til Tyrkiet og min mormor kom hjem.
En 2. strålingsskade viste sig, hun kunne ikke åbne munden, den sad simpelthen fast :o så hun kunne ikke spise noget, så min morfar har gået og leget sygeplejerske hjemme hos dem hvor han har givet hende sonde så hun kunne få noget mad og tage lidt på i vægt.
For at hun kunne komme til at åbne munden igen, blev hun sendt i trykkammer, som faktisk hjalp. Hun kunne nu åbne munden 2,5 cm. ca. Rigtig flot. Hvor blev jeg dog glad da jeg så det.
Alt gik godt og vi så fremad indtil natten til i onsdag. Hendes sår i halsen gik desværre op igen og begyndte at bløde. Så i onsdags blev hun indlagt på Rigshospitalet hvor man opererede hende og tog nogle prøver. Perfect news da jeg kom hjem fra job. Efter operationen lå hun i koma til torsdag. heldigvis har hun det forholdsvis godt, bare ondt, sådan som jeg har forstået det. Så nu er Rigshospitalet mit 2. hjem, bruger al den tid der er muligt inde hos hende. Da hun lige var vågnet fra koma var hun meget bange for at hun skulle dø. Hvordan forklare man lige sin mormor at hun ikke skal dø, så hun ikke bare tror det er noget man siger?? FOR SELF. SKAL HUN IKKE DØ! Det er på ingen måde hendes tur nu! Og såret skal jo også bare lige hele.
Jeg kan virkelig ikke beskrive min mormor på nogen måde ordentligt, for hun er sådan en fantastisk person og der er ikke ord der kan beskrive hende. Hun er den stærkeste person jeg kender og mit forbillede. Selvom hun er 70+ er hun simpelthen så frisk. hun cykler hen til det nærmeste shopping center for at shoppe, sidder altid ude i haven, og har altid gang i et eller andet. Hun sidder ikke bare hjemme en hel dag, som andre folk på hendes alder ville gøre, men er altid ude til et eller andet. Der er altid run på hende og min morfar og jeg ved at jeg altid er velkommen hos dem.
Noget der beskriver hende meget godt, var noget hun sagde i søndags da jeg var inde hos hende.
Hun ligger i sin seng, med slanger over det hele hvor hun så spørger hvad jeg ønsker mig, for hun skulle da ud og købe julegaver. :) Så står man der på sidelinjen og smiler med en tåre løbene ned af kinden. For self. skulle hun da ud og købe julegaver, ingen tvivl om det :D
Stor respekt til min morfar! Han har altså også måtte tage mange hårde kampe mht. min mormor.
"Morfar er stærk, vi ser ham knap fælde en tåre, selvom han på mange måder må have haft det længste år"
Han har taget det hele virkelig flot, og ved ikke hvad min mormor skulle have gjort hvis hun ikke havde ham. Skønt at se hvordan kærligheden overvinder alt! Når man er inde på hospitalet og min morfar holder min mormors hånd, er det som taget ud af en film.
Sikke en lang proces vi alle har været igennem, men jeg er SIKKER på at det hele nok skal gå, det er bare et spørgsmål om tid!
Det blev et lidt længere indlæg en regnet med, men tak fordi i læste med så langt. :) Nu har indlægget bare ligget i kladder siden i søndags. Ville fortælle jer det hele med min mormor, men har været bange for at jeg fik udtrykt mig forkert eller det jeg skrev blev misforstået. Nu fik i det, og krydser fingre for at det bliver modtaget, som jeg gerne vil have det skal modtages... :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar