Mange har minimum en gang sagt: "Jeg kan ikke leve uden min mobil". Det vil vi se om er muligt

Kender i det hvor man bare tænker: "Hvad fanden var jeg på, da jeg gik med til det?" Den tanke sidder jeg med lige nu. Ugen inden påskeferien gik jeg med til at lave et væddemål, med Lukas fra min klasse. Væddemålet er ret simpelt. Vi må ikke have kontakt med vores mobil i en uge, og hvis man gav op, skal man give den anden en gave til 100 kr. Jeg måtte derfor pænt slukke min mobil og aflevere den til Lisette igår, så hun kunne passe på den i mellemtiden.
Grunden til at vi gør det, er fordi vi simpelthen er blevet for afhængige af det. For mit vedkommende er det ikke det at jeg lige kan ringe til mine forældre, for at give dem en kort besked om hvor jeg befinder mig. Men jeg er blevet afhængig af alt det den kan, især det at den kan gå på facebook. Jeg har overvejet noget tid nu, at lukket min facebook netop fordi jeg er så afhængig af facebook, som jeg nu engang er. Jeg har svært ved at finde motivationen til at lave mine lektier, dog for jeg dem altid lavet, men først efter jeg har siddet nogle timer på facebook, og så ender det med at jeg sidder sent om aftenen inden jeg skal i seng, og laver dem. Derfor gik jeg på kompromis med mig selv. Hvis nu jeg ikke har nogle mobil til at tjekke facebook på, så behøves jeg ikke at lukke min facebook, på den måde falder mit forbrug af facebook automatisk.  


Status ind til videre: Det er faktisk slet ikke så slemt, som regnet med. Det gælder bare om at planlægge sin tid. Jeg bliver nødt til at ringe fra hjemmetelefonen for at fortælle, hvis jeg tager nogle steder hen, for jeg kan jo ikke bare ringe derfra hvor jeg nu tager hen. Selvfølgelig kan jeg jo bare låne mine venners mobil, men jeg vil jo heller ikke være til for meget besvær, nu når jeg selv har valgt det.
Det er gået op for mig at jeg ikke bare nogle telefon. Alligevel har jeg det med at række ud efter den, på dens sædvanlige plads ved siden af mig. Idag jeg bare rammer et bart stykke uden nogle telefon, går det op for at jeg jo ikke har den. 
Det med ens mobil er jo at det er en form for tryghed. Og det kan jeg virkelig mærke nu. Da jeg skulle i seng i går aftes, blev jeg nødt til at finde ipod´en frem, så den kunne ligge på mit natbord, der hvor min mobil plejer at ligge. Det er selvfølgelig ikke helt det samme, men på den måde, føler jeg ikke der er en så tom plads, når nu den lå der. 


Jeg tror bare det er fordi det lige er i starten jeg har det sådan. Regner med at jeg vender mig mere og mere til det, i løbet af ugen. :-)