Lørdag aften, huset ligger hen i stilhed og alle sover. Følelsen af at ens øjenlåg bliver ved med at falde ned over øjnene. Jeg er træt, men kæmper imod. Det er to timer siden min morfar ringede. Da var ham og min mormor på vej til Rigshospitalet. Min mormor var begyndt at bløde fra såret i halsen igen. En masse tanker fløj gennem hovedet på mig sekunderne efter. En masse blandede tanker, som jeg ikke kan sætte ord på, men mest af alt, kunne jeg ikke forstå hvorfor alt det her skulle gå ud over hende. 1 time inden sad vi sammen og alt var i den skønneste orden. Hun var glad og ikke mindst smilende.
Jeg sidder tilbage med en masse tomme følelser med DMA kørende i baggrunden. Jeg sidder med telefonen klar, kun ventende på et opkald fra min mor der befinder sig sammen med hende og min morfar.
Måske burde jeg egentlig bare gå i seng? Krydse fingre for jeg vågner til en nyheden om, at min mormor kom hjem med det samme igen, og at intet større var galt.
Jeg elsker dig mormor, og håber alt dette snart vil være overstået. <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar